Skolefrugt og Grønt

Som led i vores EU-tilskudsordning finder du her en beskrivelse af de læringsaktiviteter, eleverne arbejder med i forbindelse med ordningen for skolefrugt og -grønt.
Elev laver mad i fællesskab på Dronninglund Efterskole.

Som en del af vores frugt- og grøntordning med EU-støtte inddrager vi aktivt eleverne i forskellige læringsaktiviteter. Formålet er at styrke elevernes viden om frugt og grøntsager, give dem praktiske erfaringer med håndtering og tilberedning af råvarerne samt bidrage til at udvikle sunde og bæredygtige madvaner for fremtiden.

Eleverne deltager blandt andet i smags- og sanseaktivitet i starten af skoleåret, hvor de bl.a. gennem quiz og små øvelser lærer at genkende forskellige krydderurter. Her undersøger de råvarerne ved at nulre dem, smage på dem og lugte til dem, mens de gætter på, hvilken urt der er tale om. Aktiviteten styrker elevernes nysgerrighed og deres evne til at sætte ord på smag og duft.

Vi afholder også syltedag, hvor eleverne arbejder praktisk med frugt og grønt. Her indsamles lokale råvarer, som efterfølgende forarbejdes i køkkenet. Eleverne arbejder med forskellige opskrifter og lærer om udskæring, presning, kogning, stegning og syltning. Samtidig får de indsigt i grøntsagernes funktion i madlavning samt i forskelle i smag og konsistens.

En del af undervisningen foregår også i mindre grupper, hvor eleverne indgår som en del af køkkenholdet. Her deltager de i praktiske køkkenopgaver og får erfaring med, hvordan frugt og grøntsager kan bruges som centrale ingredienser i måltider. I arbejdet lægges der blandt andet vægt på at udforske alternativer til et højt kødforbrug samt på at arbejde med smag, tekstur og variation i retter.

Derudover arbejder eleverne med hygiejne og korrekt håndtering af råvarer i forbindelse med tilberedning af frugt og grønt. Dette giver dem en forståelse for gode arbejdsgange i et køkken og for vigtigheden af fødevaresikkerhed.

Elever laver mad i skolens køkken på Dronninglund Efterskole.Friske gulerødder og tomater ved marked på Dronninglund Efterskole.
Book en rundvisning