Linjefaget Outdoor er proppet med nordisk friluftsliv. Her får du fællesskab og fede naturoplevelser.

Outdoor er linjen, hvor du lærer at klare dig i naturen – og nyde det. Her bygger vi, fisker, laver mad over bål og sover under åben himmel. Efter et år på Dronninglund Efterskoles Outdoor-linje har du opbygget færdigheder og erfaring, der gør dig klar til Alene i Vildmarken – bare i en udgave, hvor du ikke er alene, men omgivet af gode venner og stærke fællesskaber.

Outdoor – efterskole med natur

På Outdoor-linjen foregår undervisningen primært udendørs. Vi arbejder bl.a. med klassiske friluftsteknikker og bushcraft, hvor du lærer at bruge naturen:

Du kommer blandt andet til at:

  • lave mad over bål og arbejde med forskellige båltyper
  • snitte og forme i træ
  • bueskydning
  • bygge med rafter og skabe konstruktioner
  • opføre svedehytte og prøve vildmarksbad
  • tage isbad og arbejde med kulde og vejr
  • overnatte i shelters og i naturen
  • prøve kræfter med fiskeri og simple redskaber

Her er fokus på processen, fordybelsen og glæden ved at se noget tage form – fra idé til færdigt resultat.

Det skøre, det sjove og det modige

Outdoor er også fyldt med grin og skæve idéer. Vi laver sjove selvtillidsprøver, hvor du udfordrer dig selv i trygge rammer – som at hoppe i koldt vand, prøve isbadning eller kaste dig ud i noget, du aldrig har gjort før.

Nogle dage laver vi softice i sneen. Andre dage bygger vi vores egen pizzaovn og holder pizzaværksted midt i naturen. Vi tager på kanoture, siger ja til de skøre idéer og oplever, at det ofte er netop dem, der bliver til de bedste historier.

Leg

I Outdoor benytter vi hele naturen som legeplads. Vi elsker at lege og udfolde os kreativt med både tonselege og samarbejdsøvelser. Legen gør os nemlig frie, og her er der både plads til strategi, hvin, kreativitet og masser af grin. Bare vent og se.

Outdoor – området

Vores outdoorområde indeholder alt fra shelters, bålhytte, lavvuhytte (finsk tipi), til det fede vildmarksbad og udendørssauna. Desuden ligger skolen godt placeret i et kæmpe skovområde med masser af  udendørsmuligheder. Dertil har skolen en indendørs klatrevæg.

Alle kan være med på vores outdoorhold. Det eneste det kræver er, at du har lyst og mod på at være med i den skønne natur året rundt. Du vil opleve, at du bliver god til at planlægge og afvikle aktiviteter for andre. Du vil udvikle færdigheder indenfor frivillig ledelse og lære nye samarbejdsteknikker.

Er du klar til at blive udfordret i den vilde natur, så skal du med på linjefaget Outdoor.

Book en rundvisning