Fokuspunkter 2021-22

Skolens værdigrundlag er det kristne livs- og menneskesyn, og for os er det af stor betydning, at eleverne møder det kristne evangelium, og at der skabes rum for refleksion og dialog om tro, liv og eksistens.

VORES VÆRDIGRUNDLAG

Skolens værdigrundlag er det kristne livs- og menneskesyn, hvor der skabes rum for refleksion og dialog om tro, liv og eksistens.

Vi tror på, at den enkelte elev udvikler sig, ved
– at blive opfattet som en unik personlighed med stor værdi
– at samarbejde med andre på trods af forskelligheder og
– at tage ansvar i et forpligtende og ligeværdigt fællesskab.

UDDYBNING

Det handler om livsmod  – om at kunne leve og handle i den verden, som vi er en del af. Og hvis det er rigtigt, må vi se på den verden vi skal leve i. En verden, hvor man ikke alle steder kan tage demokratiet selvfølgeligt. En verden, hvor stadig stor ulighed hersker, og hvor der er brug for hjælp fra os med større muligheder. Men også en verden hvor unge i stigende grad føler sig stressede og ramte på deres trivsel. Der er altså stadig nok at se til.

På Dronninglund efterskole tror vi, at kristendommen har mange svar på de udfordringer vi alle møder. De store spørgsmål i livet er ikke kun forbeholdt til særlige lejligheder. Dem tager vi til daglig. I samtaler, i morgensange, i undervisning. Det kan fx være: Hvad er et lykkeligt liv? Er jeg god nok? Hvordan kan jeg gøre noget for andre?

Vi arbejder for at formidle et gammelt men stadig lige aktuelt budskab, så alle må føle sig værdsat og føle glæden ved livet hver eneste dag. Vi tror på, at vi har ansvaret for hinanden. Vi tror, at vi i efterskolens fællesskab sammen kan finde glæden i hverdag og fest. Vi arbejder både med dannelse, udsyn, mod på livet, fællesskabets betydning, det at lege og ikke mindst at møde hinanden i nærvær og tillid.

FOKUSPUNKT I PERIODEN 2021-2022

I forbindelse med evaluering af vores værdigrundlag og identitet har vi valgt et stort fokuspunkt for den kommende periode:

  • Vi vil skabe en ny ambition for Dronninglund Efterskole, der sætter ord på vores formål og værdier i et sprog, der samler os i et fælles grundlag for det daglige arbejde
  • Ambitionen skal sætte retning for, hvordan vi arbejder med at omsætte værdier, så værdierne bliver tydelige i vores arbejde