fbpx
Søg
Close this search box.

VEDTÆGTER

VEDTÆGTER FOR DRONNINGLUND EFTERSKOLE
Vedtaget af repræsentantskabet: 16. maj 2018
Offentliggjort på hjemmesiden: 06. juli 2018

 Vedtægter for den selvejende undervisningsinstitution Dronninglund Efterskole.

 

  • 1. Hjemsted, formål og værdigrundlag.

 

Stk. 1.     Dronninglund Efterskole, er en uafhængig selvejende undervisningsinstitution.

 

Stk. 2.     Institutionen er i henhold til skolens fundats oprettet d. 26. juli 1959 og har hjemsted i Dronninglund i Brønderslev kommune.

 

Stk. 3.     Skolen ejer ejendommen matr.nr. 1 am, 1 ar, 1 as, 1 at, 1 e og 1 bb Dronninglund Hovedgård, Dronninglund.

 

Stk. 4.     Skolens formål er, ud fra et folkekirkeligt grundlag, at danne og uddanne unge til deres videre liv og uddannelse indenfor rammerne af gældende regler om frie kostskoler.

 

Stk. 5.   Skolens værdigrundlag bygger på det kristne livs- og menneskesyn.

Vi tror, at alle er skabt med værdi i sig selv og med lyst og evner til at lære nyt.

Hos os er der ’højt til loftet og vidt til væggene’.

 

  • Alle har noget at bidrage med i det forpligtende og ligeværdige fællesskab.

 

  • Det er vigtigt, at eleverne møder de bibelske fortællinger om tro, håb og kærlighed – og derved finder deres eget ståsted i livet.

 

  • Gennem undervisning, oplevelser og fællesaktiviteter skal eleverne få mulighed, lyst og mod til at tage ansvar for hinanden og påvirke det samfund, vi alle er en del af.

 

 

  • 2. Repræsentantskab.

 

Stk. 1.     Følgende kan være medlemmer af skolens repræsentantskab:

Myndige personer, der er valgt som repræsentanter i henhold til stk. 2.

 

Stk. 2.     Som medlemmer af skolens repræsentantskab kan optages repræsentanter for aktive kredse og aktive, lokale foreninger i tilknytning til Indre Mission, KFUM og KFUK, De Grønne Pigespejdere, KFUM-spejderne og FDF i Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Aalborg kommuner.

Der kan fra hver aktiv kreds/lokal forening vælges 1 repræsentant.

Repræsentanternes funktionstid er 3 år, men genvalg af repræsentanter kan finde sted.

Stk. 3.     Medlemskab af skolens repræsentantskab godkendes af bestyrelsen. Afgørelsen kan forelægges repræsentantskabsmødet både af den som bestyrelsen har afslået at optage og af et mindretal i bestyrelsen.

 

Stk. 4.     Medlemskab giver adgang til på repræsentantskabsmødet at afgive én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Medlemmer får først stemmeret efter 1 måneds medlemskab.

 

Stk. 5.     Skolens årsregnskab/årsrapport udleveres/sendes fra skolen senest 14 dage før det repræsentantskabsmøde, hvor det skal behandles. Medlemmerne har endvidere ret til indsigt i drifts-, anlægs- og likviditetsbudgetter, byggeregnskaber og oplysninger til brug for tilskudsberegning, der sendes til offentlig myndighed. Skolens medarbejdere har ret til indsigt i nævnte materiale.

 

  • 3. Skolens drift.

 

Stk. 1.     Skolens drift finansieres ved offentlige tilskud, elevbetaling, økonomiske bidrag fra de foreninger, der står bag repræsentantskabet eller ved gaver fra andre.

 

Stk. 2.     Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.

 

Stk. 3.     Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal i passende omfang anvendes til tilvejebringelse af kapital til imødegåelse af underskud og i øvrigt til størst mulig gavn for skolen, f.eks. forbedring af undervisningsmateriale, byggeforanstaltninger og lignende. Likvide midler, der ikke er nødvendige for den daglige drift, skal anbringes i henhold til lovgivning herom, jævnfør § 8 i lov om frie kostskoler.

Anbringelse af likvide midler kan ikke ske på konti m.v., som andre end skolen disponerer over.

 

  • 4. Repræsentantskabsmødet.

 

Stk. 1.     Repræsentantskabsmødet består af repræsentantskabets medlemmer.

 

Stk. 2.     Repræsentantskabet vedtager ændringer i vedtægterne, jævnfør § 12, og træffer beslutning om skolens nedlæggelse, jævnfør § 13.

 

Stk. 3.     Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år inden udgangen af juni måned. Repræsentantskabet indvarsles af bestyrelsen med mindst 1 måneds varsel og indkaldes med mindst 14 dages varsel pr. mail eller almindeligt brev til medlemmerne med mindst følgende dagsorden:

 

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Forstanderens beretning
  4. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab/årsrapport
  5. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
  6. Valg af formand for repræsentantskabet. Formanden vælges blandt

medlemmerne af bestyrelsen

  1. Indkomne forslag
  2. Eventuelt

 

Stk. 4.     Forslag, som ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, skal være bestyrelsen i hænde senest 21 dage før repræsentantskabsmødet. Forslag bekendtgøres for medlemmerne senest 14 dage før.

 

Stk. 5.     Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes, når et flertal af bestyrelsens medlemmer eller mindst 20 % af medlemmerne af det til enhver tid registrerede repræsentantskabet skriftligt har krævet det. Det indkaldes som ordinært repræsentantskabsmøde sammen med dagsordenen.

 

Stk. 6.     Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt uden hensyn til antal mødte medlemmer, jævnfør dog § 13.

 

Stk. 7.     1 – ét – medlem kan kræve skriftlig afstemning.

 

Stk. 8.     Der tages referat af det, der foretages og vedtages på repræsentantskabsmødet. Referatet underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.

 

 

 

  • 5. Bestyrelsens sammensætning.

 

Stk. 1.     Bestyrelsen består af 9 stemmeberettigede medlemmer valgt af og blandt repræsentantskabets medlemmer.

Følgende personer kan ikke være medlem af bestyrelsen:

 

  1. Personer, der udlejer ejendomme m.m. til skolen.

 

  1. Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.

 

  1. Advokater, revisorer og lignende rådgivere for personer, jævnfør nr. 1, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jævnfør nr. 2, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.

 

  1. Ansatte i ledende stillinger hos personer, jævnfør nr. 1, eller i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jævnfør nr. 2, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.

 

  1. Medlemmer af bestyrelsen ved en skole inden for samme skoleform.

 

Stk. 2.     Bestyrelsens medlemmer vælges for 3 år ad gangen og afgår hvert år med tre. Genvalg kan ske.

 

Stk. 3.     Medarbejdere og elever ved skolen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen eller deltage i valg af medlemmer.

 

Stk. 4.     Skolens forstander deltager uden stemmeret i bestyrelsens møder. Endvidere kan 2 repræsentanter for medarbejderrådet/lærerrådet uden stemmeret deltage i møderne.

 

Stk. 5.     Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige og have fast bopæl i Danmark.

Stk. 6.     Bestyrelsen vælger sin formand og næstformand af sin midte.

 

Stk. 7.     Hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem, jævnfør stk. 1, 3 og 5, skal medlemmet udtræde af bestyrelsen. Der skal da hurtigst muligt indtræde et nyt medlem for den resterende del af valgperioden, jævnfør § 4.

 

  • 6. Bestyrelsens opgaver og ansvar.

 

Stk. 1.     Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er herunder ansvarlig for dens økonomi. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for skolen og sørge for, at der tages skyldige økonomiske hensyn. Bestyrelsen er ansvarlig overfor skolens repræsentantskab. Bestyrelsen er tillige ansvarlig over for undervisningsministeren, herunder for at betingelser og vilkår for ydelse af tilskud overholdes.

 

Stk. 2.     Bestyrelsen ansætter og afskediger lærerne efter indstilling fra forstanderen.

Bestyrelsen ansætter og afskediger forstanderen.

 

Stk. 3.     Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.

 

Stk. 4.     Bestyrelsen fastsætter elevbetalingen.

 

Stk. 5.     Bestyrelsen godkender en årsplan og en indholdsplan for det enkelte kursus.

 

Stk. 6.     Bestyrelsen godkender en plan for skolens evaluering af dens virksomhed i forhold til skolens værdigrundlag.

 

Stk. 7.     Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af korrekt årsregnskab/årsrapport, jævnfør § 10, stk. 1.

 

Stk. 8.     Bestyrelsen underretter Undervisningsministeriet om institutionens nedlæggelse.

 

  • 7. Bestyrelsens arbejde m.v.

 

Stk. 1.     Bestyrelsen holder møde, når formanden eller 3 medlemmer finder det nødvendigt.

 

Stk. 2.     Formanden indkalder skriftligt mødedeltagerne og meddeler samtidig hvilke sager, der skal behandles.

 

Stk. 3.     Formanden leder forhandlinger og afstemninger og sørger for, at beslutninger herunder eventuelt afstemningsresultat indføres i et beslutningsreferat. Det skal fremgå af referatet, hvor mange medlemmer, der var til stede, og om mødet var beslutningsdygtigt. referatet underskrives senest på det efterfølgende møde. Enhver af mødets deltagere er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i referatet, som opbevares på skolen. Formanden sørger for, at de trufne beslutninger udføres.

 

 

Stk. 4.     Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved beslutninger om køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves, at mindst 2/3 af samtlige stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer stemmer for.

 

Stk. 5.     Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I øvrigt gælder bestemmelser i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af referatet, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.

 

 

Stk. 6.     En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvori væsentlige hensyn til personers eller skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne, herunder økonomiske forhold. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningsloven kapitel 8 om tavshedspligt m.v.

 

Stk. 7.     Bestyrelsen kan ved behandling af konkrete sager vedrørende medarbejdere beslutte at holde møde alene for medlemmer.

 

Stk. 8.     Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld og kan ikke modtage honorar af skolens midler. Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder for medlemmerne.

 

Stk. 9.     Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden.

 

  • 8. Skolens daglige ledelse.

 

Stk. 1.     Den daglige ledelse af skolen varetages af forstanderen, som tillige har det pædagogiske ansvar.

 

Stk. 2.     Ved forstanderens fravær ud over en måned skal der konstitueres en forstander.

 

Stk. 3.     Forstanderen kan bemyndige en stedfortræder til at foretage retshandlinger, der ligger inden for den daglige ledelse af skolen.

 

Stk. 4.     Forstanderen ansætter og afskediger medarbejderne bortset fra lærerne og foretager indstilling til bestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af lærerne.

 

Stk. 5.     Forstanderne er omfattet af bestemmelserne i forvaltningsloven kapitel 2 om inhabilitet og i kapitel 8 om tavshedspligt m.v.

 

  • 9. Medarbejderråd.

 

Stk. 1.     Medarbejderrådet består af forstanderen og de faste medarbejdere. Herudover dannes et lærerråd af skolens forstander og lærere

 

Stk. 2.     Medarbejderne er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og i kapitel 8 om tavshedspligt m.v.

 

Stk. 3.     Medarbejderrådets udtalelse indhentes i følgende sager:

  1. Skolens formålsparagraf og vedtægter.
  2. Forslag til nybygning og ombygning.
  3. Forstander- og læreransættelse.
  4. Skolens årsregnskab/årsrapport og budget.
  5. Fastsættelse af skolens kursusterminer og kursus.

 

 

  • 10. Regnskab og revision.

 

Stk. 1.     Årsregnskabet/årsrapporten udarbejdes hvert år inden den 15. marts. Årsregnskabet/årsrapporten opstilles og revideres i overensstemmelse med gældende regler om regnskab for og revision af frie kostskoler.

 

Stk. 2.     Revisionen skal være afsluttet hvert år inden den 15. marts, hvorefter det reviderede årsregnskab/årsrapport, bilagt revisionsprotokollat sendes til bestyrelsens formand. Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive det reviderede årsregnskab/årsrapport inden fremlæggelse på repræsentantskabsmødet. Medlemmerne skal samtidig afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab af bestyrelsen, jævnfør § 5.

 

Stk. 3.     Regnskabsåret er kalenderåret.

 

  • 11. Tegningsretten.

 

Stk. 1.     Skolen tegnes af bestyrelsens formand i forening med 2 medlemmer af bestyrelsen. Tegningsretten kan ikke delegeres.

 

Stk. 2.     Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræves et kvalificeret flertal af bestyrelsesmedlemmernes, herunder formandens underskrift.

 

  • 12. Vedtægtsændringer.

 

Stk. 1.     Ændring af vedtægterne skal vedtages på et repræsentantskabsmøde.

 

  • 13. Nedlæggelse.

 

Stk. 1.     Beslutning om institutionens nedlæggelse træffes på et repræsentantskabsmøde, hvor mindst 2/3 af alle medlemmer stemmer for. Opnås sådant flertal ikke, kan beslutning om nedlæggelse træffes efter mindst 14 dage på et nyt repræsentantskabsmøde med almindeligt flertal af de mødte medlemmer.

 

Stk. 2.     Ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges.

 

Stk. 3.     Nedlægges institutionen, skal den siddende bestyrelse fungere, indtil den økonomiske opgørelse af aktiver og passiver er gennemført eller overgået til behandling i skifteretten eller ved likvidation.

 

Stk. 4.     Bestyrelsen har ansvaret for bevarelse af institutionens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse foretages efter gældende bestemmelser, og for at nettoformuen anvendes i overensstemmelse med stk. 5.

 

Stk. 5.     Overskydende midler anvendes med Undervisningsministeriets godkendelse til skoleformål, der støttes i henhold til gældende regler om frie kostskoler.

STIL ET SPØRGSMÅL

Har du et spørgsmål eller er der ting, du gerne vil have uddybet.

BooK Rundvisning

Du kan altid kontakte skolen for at få en uforpligtende rundvisning

BESTIL MATERIALE

Vil du gerne vide mere om skolen, så kan du bestille vores digitale brochure lige her

Dronninglund Efterskole

Slotsgade 10
9330 Dronninglund

Kontor@dronninglundefterskole.dk
Tlf. 98 84 19 99

Trafikinformation

Dronninglund - Aalborg

Bus 30 min. - Afgang lige uden for skolen.

Dronninglund - Aarhus

Bus + tog 125 min - Afgang lige uden for skolen.

Dronninglund - Brønderslev

Bus 50 min. - Afgang lige uden for skolen.

Dronninglund - Frederikshavn

Bus 80 min. - Afgang lige uden for skolen.